Regler om opsætning af antenne

Er der nogle som kender reglerne omkring opsætning af antenner, hvis man bor i en ejendom hvor der i ordensreglerne står at der IKKE må opsættes antenner eller ligende på altanerne..
Mener at have set en tråd om at det ikke er mulig at forbyde det, men kan ikke finde den..

Mvh.
Jesper Stripp
OZ1KNT

Svar til #1:
Hej Jesper
Kontakt din lokale EDR Afdeling.
Mener at de kan hjælpe dig med ansøgning og DIV. Dokumenter.

Mvh
Niels-Ole
OZ3NO

Svar til #2:
Hej Niels-Ole
Ja ok det er jeg klar over, men jeg tænker på om der er nogle der har prøvet i praksis at få dispentation fra de regler der er i en ejendom.

Mvh.
Jesper Stripp
OZ1KNT

Svar til #3:

Ahh ok
Da jeg boede i lejligheds kompleks
Var der heller ikke nogen regler for ant. opsætning
Og jeg satte en ant op der gik flere år før det blev omtalt.
Jeg blev ikke bedt om at nedtage den.
Fordi Jeg henførte til reglerne Og gjorde opmærksom på at der ikke stor noget omkring dette.

En anden ting Er der nogen der Har paraboler opsat på altan ??
Hvis der er så Kan du bare sætte en Ant. op Bare den ikke stikker op til overboen ;-)

Svar til #1:

hvis man gad følge lidt med er der fri antenne valg... man skal ikke længere benytte det Fælles antenne anlæg der er i ejendommen det kom den 1ste januar

hvis du så læser videre så står der antenne opsætning forbudt.. 2 du skal bruge fællesantenne anlægget .. det vil sige at de antenner der er forbud mod er radio og tv antenner .. da dine antenner ikke er i denne kategori så er der ingen regler for dem.. sådan gjorde jeg da jeg boede i en ejendom... de kan ifølge en gul relement bog afkræve dig et dipositum på OP til 2000 kr .. hvis du montere noget på huset..

Svar til #5:
ja, det var ikke så ringe endda hvis virkligheden var sådan,men det er den desværre ikke.
man skal søge ved afdelingsbestyrelsen om tilladelse og måske er man heldig.det sker desværre i de færreste tilfælde.
det er det sammen med den ammestuehistorie der går om at de ikke kan nægte opsætning hvis man er i besidelse at amatørlicens,det er det rene vrøvl.
da jeg søgte i vanggården boligforening var jeg så heldig at et af medlemmerne var medlem ude på marinemusetet,så han havde lidt kenskab til amatørradio :-)
så det korte at det lange er et afslag i første omgang,men så er det bare i gang med ansøgninger.

Svar til #1:

Lars har ganske ret - det er via afdelingsbestyrelsen.

Afdelingsbestyrelsen er valgt af lejerne - og består af lejere - på den årlige generalforsamling blandt lejerne.

Og her er det ofte noget med psykologi og personkendskab, der afgør, om det kan lade sig gøre.

Lad være med at fortælle om din ret.

I øvrigt er det ikke umuligt selv at blive valgt ind i afdelingsbestyrelsen og "kæmpe" for sagen.

Far evt med lempe - foreslå en "prøveopstilling", der evalueres efter eks 3 mdr etc - inviter evt indenfor etc - kun du selv ved, hvor grænsen er.

Men det kan lade sig gøre.

Svar til #7:
Hej Jesper
Det var også det jeg selv regnede med, og som du selv siger kommer man nok længst med "den bløde hånd" :-)
Jeg har dog pt. en løsning som virker ok. men den kunne blive meget bedre hvis det kunne tillades.. så nu må vi se om det kan lykkes.

Tak for input.

Mvh.
Jesper Stripp
OZ1KNT

Svar til #8:

Hej Jesper

Held og lykke med forehavenet. Meld endelig ud om resultatet. Det kan måske gavne andre.

God søndag!

Svar til #1:
Hej Jesper

Er jo lidt svært at besvare da du ikke beskriver
hvilken slags antenne du vil ha' op.
En parabol kan de ikke forbyde, og hvad angår
andre antennetyper, spørg viceværten eller bolig
selskabet.

Mvh. Rene. SWL

Svar til #5:
Hvor kan man finde det på skrift?

Gerne et link.

Mvh
OZ1JZS

Svar til #11:
ja, det ville være lækkert.

det ville sikkert glæde mange(hvis) det findes.

Svar til #11:
Tror det er en intern afgørelse i det pågældende boligselskab uden gyldighed for andre .

Svar til #1:
Hej Jesper m.fl.
Nu er der jo ingen regel uden undtagelse..
Jeg har i mange år boet i AAB's beton byggeri på Nørremarken i Vejle.
Jeg ansøgte boligforeningen (stilede ansøgningen til inspektøren.
Jeg fik intet svar, så jeg troppede op på hans kontor.
10 minutter senere havde jeg en tilladelse til at opsætte en kortbølge antenne på taget (5.sal & og fladt tag.) Blev ikke afkrævet depositum, blot skulle jeg montere masten på et af deres udluftnings huse og droppe kablet ned gennem udluftnings skakten. Sådan, han skulle nok bestemme om jeg måtte sætte antenner op. Afdelingsbestyrelsen blev ikke spurgt.
Nu bor jeg hos Lejerbo og har mine antenner på altanen. Det har jeg ikke spurgt om lov til, og jeg har heller ikke tænkt mig at gøre det.

God søndag.

Vy 73' de OZ2DQ - Ole.

Svar til #11:
Hej
Jeg tog for nogle år siden kontakt til LLO
ang ant. Da der jo i de fleste boligblokke
findes en del danskere af anden etnisk
baggrund. Og de har jo en parabol oppe
så de kan modtage nyheder fra deres
respektive lande.
Og der fik jeg den besked fra Frh. Afd
lov til ditto

Mvh. Rene. Swl

Svar til #15:
hvis du lægger mærke til det så sidder 98% af parabolerne inde på altanen, det kan de nemlig ikke lave et forbud imod i afdelingsbestyrelsen. Jeg havde selv en atas 120 på altanen inden jeg fik lov til at sætte en antenne op i vanggårdens boligforening.

iøvrigt har llo intet med interne regler og husregelment at gøre.

lars.

Svar til #1:
Her er et link, som måske vil kunne nogle ideer til, hvordan man angriber situationen.

http://www.qsl.net/oz8acj/haandbogen/B_01.pdf

Svar til #16:
Hej Lars
Det er dog hos LLO man kan klage over
diverse regler også ant. ditto

Mvh. Rene swl

Ps. Ville bare bidrage til tråd
Go' Søndag aften

Svar til #1:
Uddrag af Meddelelse fra Kommissionen om anvendelsen af det generelle princip om frie varebevægelser og fri udveksling af tjenesteydelser - Ef-traktatens artikel 28 og 49 - På parabolantenner

........

" 2. Parabolantenner og ytringsfriheden

Ifølge Domstolens faste praksis er de grundlæggende rettigheder en almindelig retsgrundsætning, der er hjemlet i fællesskabsretten, og som Domstolen skal beskytte [26].

[26] Jf. dom af 18. juni 1991, sag C-260/89, Elliniki Radiophonia.

Domstolen har fastslået, at "foranstaltninger, som er uforenelige med overholdelsen af de ved konventionen anerkendte og sikrede menneskerettigheder, ikke er tilladte i Fællesskabet", og at enhver begrundelse for bestemmelser, der kan begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser, som er hjemlet i fællesskabsretten, skal fortolkes i lyset af de almindelige retsgrundsætninger, herunder de grundlæggende rettigheder. De omhandlede nationale bestemmelser kan derfor kun omfattes af en undtagelse i henhold til traktaten, hvis de er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder.

Det følger heraf, at enhver national foranstaltning, som begrænser modtagelsen af udsendelser og tjenester ved hjælp af parabolantenne, også skal være i overensstemmelse med artikel 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som udtrykkeligt fastslår, at der hersker "frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser" [27].

[27] Artikel 11, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som omhandler ytringsfriheden og informationsfriheden, fastslår, at: "Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser".

Nærmere bestemt har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sin dom af 22. maj 1990 ("Autronic"-sagen) fastslået, at konventionens artikel 10 finder anvendelse ikke blot på oplysningernes indhold, men også på midlerne til udsendelse og modtagelse, og at særlig modtagelse af fjernsynsprogrammer ved hjælp af parabolantenne eller anden antenne er omfattet af den ret, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, første og andet punktum. I samme dom fremhæves inden for rammerne af konventionen vigtigheden af, at der på europæisk plan føres nøje tilsyn med enhver statslig indblanding i udøvelsen af de rettigheder og frihedsrettigheder, der er beskyttet ved artikel 10.

III. Restriktioner for anvendelsen af parabolantenne som følge af de nationale instansers bestemmelser eller praksis

Kommissionen redegør nedenfor nærmere for en række typer restriktioner, som er indført af nationale instanser. Formålet er at sikre fuld overholdelse af principperne i EF-traktatens artikel 28 og 49 og - i lyset af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 10 - den enkeltes antenneret, der følger heraf, og som er nøje forbundet med et velfungerende indre marked.

Der kan bl.a. opstå restriktioner for den frie anvendelse af parabolantenne som middel til at modtage tv- og radiotjenester og informationssamfundstjenester på grund af følgende typer bestemmelser og krav:

a) tekniske standarder og specifikationer

b) forvaltningsbestemmelser

c) arkitektoniske og planlægningsmæssige bestemmelser

d) skattemæssige bestemmelser

e) bestemmelser om modtagelse.

a) Tekniske standarder og specifikationer

Enhver bestemmelse, der fastsætter tekniske specifikationer og/eller tekniske betingelser for opsætningen af antenne, kan udgøre en hindring for de frie varebevægelser og den frie udveksling af tjenesteydelser.

Nogle medlemsstaters lovgivning bestemmer f.eks., at kun udstyr, der opfylder visse tekniske specifikationer, må markedsføres og anvendes på deres område. Problemet er ganske hyppigt i forbindelse med de frie varebevægelser, især ved højteknologiske produkter. Det kan påvirke eller tilmed forhindre både modtagelsen og udvekslingen af de tjenester (jf. kapitel I), der formidles, og som i et vist omfang udelukkende kan nedtages ved hjælp af særlige apparater til modtagelse af satellitsignaler.

Forskrifterne kan bestå i alt fra kravet om, at der skal overholdes visse specifikationer (f.eks. med hensyn til mål, modtagebånd, mærkning og opsætnings- og brugsvejledninger), til kravet om, at produktet skal underkastes en godkendelsesprocedure, før det kan markedsføres på området. Det bør dog understreges, at modtageantenner er omfattet af direktiv 73/23/EØF om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser og direktiv 89/336/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet [28]. I henhold til disse to direktiver må medlemsstaterne ikke af grunde, der vedrører sikkerheden eller den elektromagnetiske kompatibilitet, hindre markedsføringen eller ibrugtagningen på deres område af de apparater, der er nævnt i de to direktiver, og som opfylder de fastsatte bestemmelser [29].

[28] Rådets direktiv 73/23/EØF af 19. februar 1973 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser (EFT L 77 af 26.3.1973, s. 29) og Rådets direktiv 89/336/EØF af 3. maj 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet (EFT L 139 af 23.5.1989, s. 19).

[29] Sendeantenner er reguleret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse (EFT L 91 af 7.4.1999, s. 10). Direktivet bestemmer bl.a., at medlemsstaterne udelukkende kan begrænse markedsføringen, den frie bevægelighed og ibrugtagningen i Fællesskabet af dette udstyr af grunde, der vedrører den effektive brug af radiospektret og undgåelse af skadelig interferens, dvs. ikke f.eks. forskrifter om, hvilken teknologi der skal anvendes.

Domstolen har desuden behandlet flere sager om EF-traktatens artikel 28 og har gentagne gange grebet ind, når medlemsstaterne har fastsat krav til de tekniske specifikationer for og forhåndsgodkendelsen af produkter. Domstolen har i denne forbindelse fastslået, at sådanne foranstaltninger kan være uforenelige med princippet om frie varebevægelser som fastsat i traktaten.

Det er i øvrigt klart, at tekniske forskrifter ikke må have til formål eller til følge at begunstige den indenlandske produktion af varer eller tjenester. Foranstaltninger, der udgør et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning, er under alle omstændigheder i strid med EF-traktaten [30].

[30] Jf. EF-traktatens artikel 30: "Bestemmelserne i artikel 28 og 29 er ikke til hinder for sådanne forbud eller restriktioner vedrørende indførsel, udførsel eller transit, som er begrundet i hensynet til den offentlige sædelighed, den offentlige orden, den offentlige sikkerhed, beskyttelse af menneskers og dyrs liv og sundhed, beskyttelse af planter, beskyttelse af nationale skatte af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk værdi, eller beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret. Disse forbud eller restriktioner må dog hverken udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne." Med hensyn til forhåndstilladelse eller -godkendelse henvises til Domstolens dom af 28. januar 1986, sag C-188/84 (godkendelse af træbearbejdningsmaskiner), og dom af 24. marts 1994, sag C-80/92, Kommissionen mod Belgien. Med hensyn til diskriminerende teknisk eftersyn henvises til Domstolens dom af 12. juni 1986, sag 50/85.

Der kan desuden herske tvivl om, hvorvidt forskrifter om en parabolantennes diameter, modtagebånd eller tekniske egenskaber er i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 49 ff. Det forholder sig faktisk sådan, at den slags forskrifter kan vanskeliggøre eller direkte forhindre modtagelsen af grænseoverskridende tjenester (f.eks. tv- og radiotjenester), som bl.a. kun kan nedtages ved hjælp af modtageapparater med en vis diameter, bestemte modtagebånd eller særlige tekniske egenskaber.

Ud over de nævnte bestemmelser er der en del foranstaltninger, som er begrundet i sikkerhedshensyn, og hvorefter der skal overholdes visse tekniske forskrifter ved opsætning af antenne på bygninger (forankring på jorden eller væg, elektrisk isolering mv.). Sådanne bestemmelser skal være forenelige med traktaten og de nævnte direktiver og må hverken gå videre, end hvad proportionalitetsprincippet tillader, eller fordreje konkurrencen mellem antenneinstallatørerne.

b) Forvaltningsbestemmelser

Systematiske krav om en forvaltningsprocedure, inden der kan anvendes parabolantenne, har en restriktiv virkning.

For at kunne opsætte en fælles eller individuel parabolantenne kræves det undertiden, især på lokalt plan, at der skal indgives en ansøgning samt bestemte dokumenter og formularer, og at der skal indhentes forhåndstilladelse hos de lokale myndigheder, eventuelt mod betaling af visse gebyrer til dækning af sagsbehandlingsomkostningerne [31].

[31] Sådanne administrative krav behandles her særskilt og uafhængigt af de hensyn (af f.eks. arkitektonisk eller planlægningsmæssig art), de er begrundet i, og som der redegøres nærmere for i næste afsnit.

Uden at foregribe vurderingen af konsekvenserne for antenneinstallatørernes og -udbydernes udøvelse af etableringsfriheden skal det bemærkes, at systematiske, almene krav for et givet område (f.eks. en kommune) kan være i strid med EF-traktatens artikel 28 og 49.

Sådanne krav gør det vanskeligere at handle med parabolantenner, der er fremstillet i andre medlemsstater, og kan få forbrugerne til at afstå fra at købe og anvende dem [32].

[32] Jf. dom af 24. marts 1994, sag C-80/92, Kommissionen mod Belgien. Domstolen fastslog i denne sag om en belgisk lov om handel med og anvendelse af apparater til at sende og modtage radiomeddelelser, at enhver godkendelsesordning, der gælder uden forskel for alle apparater, der udelukkende er modtageapparater, er i strid med EF-traktatens artikel 30 (nu artikel 28).

Et generelt krav om, at der skal indhentes forhåndstilladelse, kan altså få forbrugerne til at afholde sig fra at anvende den parabolantenne (uanset hvor antennen er fremstillet og bragt i handelen), som er nødvendig for at kunne modtage de mange grænseoverskridende tjenester, der udsendes ad denne vej (jf. kapitel I ovenfor). Kravet har dermed en restriktiv virkning, for så vidt som det kan være en hindring for eller gøre det mindre tillokkende og vanskeligere at modtage udsendelser fra andre medlemsstater og følgelig også at udveksle satellittjenester inden for Fællesskabet [33]. Domstolen har fastslået, at de grundlæggende frihedsrettigheder, der direkte er anerkendt ved traktaten, ikke kan underkastes en kontrol, som indebærer, at disse friheder gøres illusoriske eller faktisk beror på en national forvaltnings skøn [34].

[33] Jf. dom af 9. august 1994, sag C-43/93, Vander Elst (præmis 15), dom af 28. april 1998, sag C-158/96, Kohll (præmis 33-35), og dom af 9. marts 2000, sag C-355/98, Kommissionen mod Belgien, hvori Domstolen har fastslået, at "ifølge fast praksis er en national ordning, hvorefter en virksomhed med hjemsted i en anden medlemsstat kun må præstere bestemte former for tjenesteydelser i det pågældende land, hvis den har opnået en tilladelse hertil fra en administrativ myndighed, en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i traktatens artikel 59".

[34] Jf. dom af 31. januar 1984, forenede sager 286/82 og 26/83, Luisi og Carbone, og dom af 20. februar 2001, sag C-205/99, Analir.

Desuden er det i strid med proportionalitetsprincippet generelt at kræve, at de berørte personer skal opfylde en lang række formaliteter og indgive dokumenter. Det mål, som myndigheder formentlig forfølger med en sådan obligatorisk sagsbehandling, kan nemlig nås med mindre restriktive midler, f.eks. ved at kræve, at der skal varetages bestemte æstetiske og sikkerhedsmæssige hensyn ved opsætningen, og/eller at myndighederne efterfølgende orienteres om opsætningen. Dette ville gøre det muligt at foretage en mere effektiv og direkte kontrol og at træffe de passende korrigerende foranstaltninger (f.eks. at kræve, at antennen flyttes eller tilpasses, eller at bygningen bringes tilbage til sin oprindelige stand, eller at gøre brug af andre målrettede sanktionsmuligheder).

Det er urimeligt og overdrevet at kræve, at opsætning af parabolantenne skal være blandt de handlinger og arbejder, der generelt gøres til genstand for en forvaltningsprocedure med opsættende virkning. I behørigt begrundede undtagelsestilfælde kan det dog være berettiget nok at kræve mere udførlige oplysninger og nærmere kontrol fra de kompetente myndigheders side, i visse tilfælde også forudgående underretning (f.eks. ved opsætning af en ualmindeligt stor antenne, eller når der er tale om en fredet bygning [35]).

[35] Jf. næste afsnit.

Hvorom alting er, har borgerne - selv i de enkeltstående tilfælde, hvor det kan være berettiget med en mere byrdefuld forvaltningsprocedure - i henhold til traktaten visse proceduremæssige garantier i forhold til de offentlige myndigheder, således som det fremgår af kapitel I ovenfor.

c) Arkitektoniske og planlægningsmæssige bestemmelser

Arkitektoniske og planlægningsmæssige hensyn kan varetages med foranstaltninger, der begrænser den visuelle virkning af den opsatte antenne, og behøver ikke at gribe ind i de berørte personers antenneret eller at påføre dem urimelige byrder.

De nationale bestemmelser, især på lokalt plan, indeholder ofte krav om, at antenne og kabler skal anbringes bestemte steder, dels af arkitektoniske hensyn vedrørende en bygnings ydre fremtoning, dels af planlægningsmæssige hensyn ved boligkvarterer og -områder.

Man må derfor bestræbe sig på at afveje de rent æstetiske hensyn og borgernes grundlæggende ret til at have adgang til oplysninger og tjenester via en parabolantenne.

Denne afvejning vil naturligvis bero på de faktiske omstændigheder i den enkelte sag. Kravene skal dog være behørigt begrundede, og de æstetiske hensyn skal være reelle nok og må ikke blot tjene som påskud. Desuden må kravene i henhold til proportionalitetsprincippet ikke gælde generelt, men der skal tages hensyn til den konkrete situation og til enhver tid gøres brug af de foranstaltninger, der hindrer den grundlæggende frihed mindst muligt, for så vidt som det overhovedet er nødvendigt med sådanne krav.

Et vejledende kriterium, de kompetente nationale myndigheder kan benytte sig af - der dog må tilpasses til de faktiske omstændigheder i den enkelte sag - kunne være, at de efter behov fastsætter bestemmelser, som sikrer, at borgerne bevarer retten til en parabolantenne, så de kan få adgang til de tjenester, de ønsker, og fremmer løsninger, der samtidig begrænser den visuelle og æstetiske virkning af den opsatte parabolantenne mest muligt.

Til orientering kan det nævnes, at følgende nationale bestemmelser - i alt fald ved første øjekast - formentlig er forenelige med EF-traktatens artikel 28-30 og 49 ff., for så vidt som det teknisk er muligt for enhver, der ønsker det, at modtage udsendelser på rimelige vilkår og til rimelige priser:

- bestemmelser om, at individuelle antenner fortrinsvist bør opsættes på steder, der slet ikke eller kun i mindre grad er synlige fra offentlig vej (f.eks. på en privat balkon til gården eller på et sted, der ikke rager ud over tagskægget, dog ikke på yderfacaden)

- bestemmelser om, at enhver bruger kun må opsætte én enkelt antenne og ikke flere antenner, eller at der skal opsættes en fællesantenne - og ikke flere individuelle antenner - ved et rimeligt antal brugere (dog uden at dette berører muligheden for at opsætte andre individuelle antenner til modtagelse af yderligere tjenester og retten til frit at vælge installatør eller i alt fald til at have en individuel antenne, hvis der opstår uenighed blandt brugerne)

- bestemmelser med krav - for at varetage særlige, behørigt begrundede hensyn - til antennens udformning, mål eller farve ved opsætning på en bygning eller i visse områder

- bestemmelser om, at fælles modtageudstyr skal opsættes så diskret som muligt i bygninger under opførelse eller projektering, f.eks. at antennerne skal opsættes i indergårde eller steder, som ikke er synlige fra offentlig vej, eller at antennekablerne skal anbringes på bagfacaden, indvendigt i byggeriet eller i det eksisterende ledningsnet.

Mens der ovenfor redegøres mere generelt i lyset af den frie udveksling af tjenesteydelser, findes der også situationer, hvor det kan være nødvendigt at kræve, at der varetages særlige æstetiske hensyn, bl.a. ved byplanlægning af historiske bykerner og ved fredede eller bevaringsværdige ejendomme.

Det kan således forekomme, at de kompetente nationale myndigheder fastsætter særlige krav for at sikre enheden i den arkitektoniske helhed og den æstetiske kvalitet i områder af særlig historisk eller kunstnerisk værdi. I sådanne tilfælde kan mere restriktive foranstaltninger (om placering og opsætningsmåde) være berettigede, men de bør ikke medføre urimelige krav eller gribe uforholdsmæssigt meget ind i den enkeltes antenneret.

Det er heller ikke usædvanligt, at der - for at bevare den æstetiske fremtoning - gælder særligt strenge regler for opsætning af enhver form for genstande på fredede og bevaringsværdige ejendomme.

Det er med andre ord helt specifikke omstændigheder, der - netop fordi de adskiller sig fra det normale - kan berettige til særlige regler. Under normale omstændigheder gælder der ingen sådanne begrænsninger og krav, "

.........

Link til hele teksten:
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ. do?uri=CELEX:52001DC0351:DA:HTML

Konklusion:
Som det kan ses af teksten omtales i sammenhæng med paraboler, også andre individuelle antenner.

Jeg mener, at der ikke er tvivl om, at der hermed også menes radioamatørantenner.

Kriterierne for det såkaldte propornationalitetsprincip, arkitektoniske forhold, opsætning så antennen ikke rager ud, diskret opsætning, krav til opsætning af uforholdsmæssig store antenner mv. vil efter min vurdering også være forhold, som man skal tage i betragtning, når man ansøger om at få lov at opsætte en antenne.

Omsat i almindeligt sprog:

Ansøg med hjernen, dvs. forståelse for naboer, genboer og ejendommens udseende, men find dig ikke i urimelige begrænsningen, som ikke har en saglig begrundelse.

Overvej grundigt dit antennevalg, da du kun får lov at opsætte en antenne, og gør den ikke større, end du tror du kan få lov til, men undervurder heller ikke dine muligheder. husk der findes udmærkede flerbåndsantenner.