Solpletter m.mn.

Sidder lige og kigger på NASA's hjemmeside og kan se at solplet antallet i dag er oppe på 80 stk. som da vel er bedre end 0 :-)
Men er det det kun solpletter der har indvirkning på vore forhold?
Hvad med solvinde, magnetisk stråling m.m.

Svar til #1:

Hej Christian

Rammer solvinden forbi jordens magnetosfære sker der ikke noget.

Som du delvis indikerer, vil nogle soludbruds ladede partikler, som solvind - nå og vekselvirke med jordens magnetosfære og lidt senere ramme jordens ionosfærelag og herved påvirke radiobølger (især HF).

Ved gigantiske soludbrud, som senere rammer jordens ionosfærelag - og kan de ladede partikler - og deres sekundære partikelbyger - bryde igennem helt ned til 10 km højde, så man i så tilfælde kan blive bestrålet i fly - og/eller inducere en geomagnetisk storm. En geomagnetisk storm vekselvirker med (længere) ledninger og kabler over, på og i jorden, hvilket kan påvirke elnettet og telefonledninger.


Referencer:

https://da.wikipedia.org/wiki/Magnetosf%C3%A6re

https://da.wikipedia.org/wiki/Ionosf%C3%A6re

https://da.wikipedia.org/wiki/Solvind

Ophav til kraftigere solvind:
https://da.wikipedia.org/wiki/Soludbrud

Ophav til meget kraftig solvind:
https://da.wikipedia.org/wiki/Gigantisk_soludbru d

26-01-2012, vejle-rejser.dk: Solstorm tvinger flyselskab til at ændre rute:
https://web.archive.org/web/20130730120958/http: //www.vejle-rejser.dk/newselement.cfm?nN ewsArticleID=57798
Citat: "...Et gigantisk udbrud på solen har skabt den største solstorm siden 2003..."

12. jan 2009, ing.dk: 100-års soludbrud risikerer at smadre vores infrastruktur:
https://ing.dk/artikel/100-ars-soludbrud-risiker er-smadre-vores-infrastruktur-94739
Citat: "...Risikoen for soludbrud stiger og en ny amerikansk forskningsrapport peger på, at det kan blive katastrofalt for vores samfund. I 1859 gik telegrafnettet i USA og Europa ned, mens ildebrande brød ud..."

13th November 2013, bbc.com: Space radiation: Should frequent flyers worry?:
https://www.bbc.com/future/article/20131113-the- supernova-inside-your-plane
Quote: "...Only very high-energy cosmic rays can reach our atmosphere at latitudes close to the equator...Cosmic radiation exposure levels during flights vary according to altitude, latitude and the space weather at the time...“Solar energetic particles events are difficult to assess, but being aloft at high latitudes during a big solar storm would be a large dose,” says Lockwood..."
Fundet via:
https://en.wikipedia.org/wiki/Coronal_mass_eject ion#Impact_on_Earth

31 October, 2003, BBCNews: Solar storm surge 'not over yet':
http://news.bbc.co.uk/2/hi/science/nature/32308 07.stm
Citat: "... Earlier this week, aircraft traversing the north Atlantic were confined to a narrow corridor to minimise radiation exposure, and astronauts on board the International Space Station (ISS) took shelter in its most shielded section. ..."

Svar til #1:

Hej Christian,

Det er i den grad et stort og åbent spørgsmål. Lidt skribleri ud af mit rodede hoved:

Der er mange ting der spiller ind. Det vi lever af på HF er solens utraviolette stråling-- mest af alt den såkaldte “hårde UV”, med kort bølgelængde. Denne stråling er energirig nok til at ionisere den tynde luft der findes i regionen fra ca. 150 til 500 km over jordoverfladen. Denne region har du nok hørt omtalt som ‘F-laget’.

Ionisering betyder at noget af solstrålingen rammer den tynde luft (her primært atomart oxygen), og da “slår” nogle af atomers elektroner “løse”. Disse elektroner opfører sig kortvarigt som frie elektroner -- sådan nogenlunde som dem der findes i metaller -- indtil de finder et nyt atom at bo i. Når elektronen finder et nyt hjem, siges den at rekobinere, og da ophører dens bidrag til vores del af legen.

F-laget kommer altså til at indeholde et meget stort antal frie elektroner, og kan altså opfattes som elektrisk ledende mens ovenstående pågår. Historien er længere end som så, men helt kort er det denne effekt der er ansvarlig for at vores signaler kan reflektere sig jord-ionosfære-jord -- og så fremdeles.

Nå der er mange solpletter, stiger den samlede mængde stråling fra solen -- herunder også den del der ligger i det ultraviolette spektrum -- den del vi skal bruge for at få godt gang i ionosfæren, og for at lave DX på særligt de højere HF-bånd.

Imidlertid er solpletter noget djævelskab, for de kan også give anledning til andre typer af stråling -- fx de såkaldte CME’er (Coronal Mass Ejections), der skyder en masse partikler (plasma) ud i rummet.

Solvinden er en stadig strøm af forskellige partikler fra solen. Normalt er den rolig og rimelig konstant, men ved soludbrud (CME’er), får den frygtelig meget fart på, og kan indeholde en ufattelig stor mængde energi og blanding af forskellige “tunge” partikler.

Vi er heldige her på jorden -- for vi har en indbygget paraply, der beskytter os og vores atmosfære imod partikelstrålingen -- jordens magnetfelt. Feltet afbøjer partiklerne, så de ikke rammer os. Ved polerne kommer de dog ned -- og her rammer de luftens atomer og molekyler så hårdt at der udsendes lys -- heroppe kalder vi det nordlys. Uden dette felt ville vores planet nok ligne Mars, som den er i dag -- kold, gold, og uden én eneste 7-eleven.

Det er heldigvis sjældent at sådant et udbrud er direkte jordrettet -- og for at gøre det hele endnu mere besværligt, drejer solen rundt, og vi drejer rundt om den -- og om os selv.
Det er derfor et mareridt at forudsige bestemt hvornår og hvor voldsomt sådant et udbrud rammer. Heldigvis er solplasma ikke masseløst -- det bevæger sig altså væsentlig langsommere end lyset -- så vi får som minimum en visuel advarsel nogle timer i forvejen, da vi har satelitter der har særlige kamerarer rettet mod solen, og som overvåger den og dens fortrædeligheder.

Når disse partikler (primært protoner) rammer jordens atosfære, har de så megen fart på at de bidrager væsentligt til ionisering af de nedre lag; E-laget og D-laget, hvor det sidste befinder sig tættest på jorden (90-120 km ca.).

I særligt D-laget er den ionosering så kortlivet at blot radiobølgens tilstedeværelse skubber elektronerne hjem i atomerne. På denne måde går en masse af energien i radiobølgen tabt, og når aldrig videre -- dette kaldes D-lagsdæmpning, og er medaljens bagside så at sige. Mange solpletter giver mere af den stråling vi godt kan bruge, men de kan også producere CME’er der vælter læsset. CME’er angriber først de lave bånd, men er de kraftige nok tager det hele HF-området. Når det er rigtig slemt, kan det give radioblackout, som kan vare fra timer til dage, og gøre langdistancekommunikation på HF alt fra svært til umuligt.

Under ét kalder man alt dette hurlumhej for “rumvejret”, og dette kan man snildt gøre til en hobby i sig selv. Til syvende og sidst er det primært af akademisk interesse, for vi kan alligevel hverken gøre fra eller til.